Hellebæk-Ålsgårde

Området består af Hellebæk, Ålsgårde og Skibstrup.

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Hellebæk-Ålsgårde afgrænses mod nordvest af Hornbæk Plantage og mod sydøst fletter byområdet sig ind i Teglstrup Hegn.

Hellebæk rummer en spændende kulturhistorisk fortælling omkring et af Danmarks første industrielle miljøer, hvor der først var geværproduktion og senere klædefabrik. Bebyggelsen langs Bøssemagergade og Hammermøllen ligger som et smukt og velbevaret element i dette særlige miljø. Klædefabrikken er i dag omdannet til et erhvervshotel, der rummer mange spændende virksomheder.

I dette område ligger en af Helsingør Kommunes mest attraktive tæt-lav bebyggelser, Sjølundsparken i kanten af skoven omkring en sø med udsigt til Øresund.

Ved Ndr. Strandvej ligger Hellebækgård, en del ældre og nyere villaer og Hotel "Hellebæk Kyst" som er ombygget til ejerboliger.

Ålsgårde er opstået omkring et fiskerleje. Langs Ndr. Strandvej findes der stadig en række gamle fiskerhuse som er bevaringsværdige. Dette særlige miljø vil blive sikret gennem planlægningen. Ligesom hele strækningen langs Ndr. Strandvej til Hornbæk Plantage er omfattet af en lokalplan, som har til formål at sikre det særlig miljø der findes langs kysten og den skovbevoksede kystskrænt.

I Ålsgårdes bagland er der især gennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne opført store boligområder. Bebyggelsen består hovedsagelig af parcelhuse, en del mindre tæt-lave bebyggelser, samt en enkelt etagehusbebyggelse.

Områdets bymidte ligger omkring Ålsgårde station, Ålsgårde centret, det lokale kulturhus Bølgen ved Hellebæk Skoles sportsplads, og ældrecentret Teglværksgården. Ældrecentret ønskes omdannet til boliger for psykisk syge. Ålsgårde bymidte har behov for en samlet planlægning og udbygning som kan styrke områdets identitet og give sammenhængende bykvaliteter til området.

I Ålsgårde er der i den tidligere planlægning udlagt et stort byudviklingsområde med op til 220 boliger ved Skibstrup, dette område ønskes udbygget i den kommende planperiode.

I Hellebæk-Ålsgårde ligger Hellebæk Skole som er udbygget med afdeling Apperup på Falkenbergområdet, hvor der også er opført et nyt ældrecenter. Falkenbergområdet indeholder fortsat ledige arealer, som kan indgå i en byudvikling. Syd for Falkenbergområdet ligger Nordkysthallen.

I Hellebæk-Ålsgårdes landområde ligger Skibstrup, som er en velbevaret landsby domineret af store gårde.

På Gørlundevej ligger Skibstrup Affaldscenter, som ønskes udbygget med et varmeværk baseret på biomasse.



Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk